Biologi 2017

Hjernens funktion har optaget mennesket så langt tilbage, som vi har skriftlige kilder. Men der skulle alligevel gå helt frem til 1950’erne, før der blev opdaget medicin, der målrettet kunne afhjælpe sygdomme i hjernen som depression (imipramine) og skizofreni (chlorpromazine). Indtil da var folk med disse sygdomme blevet isoleret fra samfundet ved udstødelse eller indespærring (f.eks. i dårekister) eller forsøgt kureret med alle mulige former for behandling, f.eks. sultekure, åreladning, djævleuddrivelse, eller nedkastning i et hul fyldt med slanger (for at give en chokeffekt).

De medicinske opdagelser i 50’erne blev startskuddet til den behandling, vi endnu i dag tilbyder mennesker med depression, bipolær lidelse og skizofreni. Behandlingen retter sig dog ikke mod alle symptomer, der er en del bivirkninger, og der er fortsat en stor gruppe af patienter, der ikke har gavn af behandlingen. Så der er stadig plads til forbedringer!

Hjernesygdomme kan opdeles i to hovedkategorier – psykiske lidelser som inkluderer f.eks. skizofreni, depression, bipolær lidelse og autisme [1] og neurologiske lidelser som bl.a. Alzheimers sygdom, Parkisons sygdom og Huntingtons sygdom.

Denne opgave retter sig mod medicinsk behandling af psykiske lidelser og disse behandlingers virkninger. Vi har opbygget opgaven sådan, at svarene fra de første spørgsmål danner grundlag for besvarelsen af de efterfølgende. Det vil være en fordel, hvis I først læser alle spørgsmålene igennem.

Vælg en psykisk sygdom, som I finder interessant, som udgangspunkt for resten af opgaven.

  1. Indled med kort at beskrive sygdommens symptomer og udækkede behov efter behandling med de tilgængelige lægemidler.

Den underliggende biologi bag hjernesygdomme er vanskelig at undersøge, fordi vi ikke kan ”åbne op” og se ind i hjernen. Der er dog ofte en eller flere hypoteser, der forklarer, hvordan sygdommene opstår og kommer til udtryk. Det kan f.eks. være en hypotese om mere eller mindre af en given neurotransmitter, mutationer i et eller flere gener, miljøpåvirkninger (f.eks. traumatisk opvækst), celledød eller hypoteser baseret på, hvordan  den tilgængelige behandling virker.

  1. Redegør for en hypotese, der kan forklare de underliggende biologiske årsager til jeres valgte sygdom – svaret skal indeholde en illustration, der forklarer hypotesen.

Disse biologiske hypoteser former som regel basis for udvikling af medicin, der kan lindre eller i bedste fald kurere sygdommen ved at angribe en af dens biologiske årsager. Tit virker disse medikamenter ved at ændre kemisk signaloverførsel mellem hjerneceller, og ofte virker en given behandlinger fint hos nogle patienter, men kun lidt eller slet ikke hos andre patienter. Den forskellige effekt i forskellige patienter er ofte ikke særligt godt undersøgt, så her er det svært at komme med meget klare svar – men igen er der ofte hypoteser, der forsøger at forklare det.

  1. Angiv en eksisterende medicinsk behandling til jeres valgte sygdom – beskriv hvilke symptom(er) den påvirker og forsøg at forklare den underliggende biologiske forklaring på effekten, samt hvorfor behandlingen virker hos nogle patienter, men ikke hos andre.

Nu skal I anvende den viden, I har fået fra punkterne 1-3 til at besvare spørgsmål 4 og 5. Der er ikke en facitliste, så det er ”fri leg for biologer”! I skal tænke jer om og begrunde jeres svar med, hvad I ved om biologi i det hele taget og hjernens biologi i særdeleshed. I skal overbevise jer selv og andre om, at I har ret.

  1. På baggrund af jeres viden om sygdomsbiologien, som I beskrev, da I besvarede punkt 1-3, og de udækkede behov, der er for sygdommen: Hvilken behandling ville I opfinde? Forklar, hvordan den skal virke, og hvad skal den kunne?

Et af de vigtigste og mest tidskrævende aspekter af lægemiddeludvikling er at vise, at lægemidlerne gør det, man forestillede sig, at de skulle.

  1. Hvordan vil I afprøve jeres nye behandling?               

[1] Jævnfør ”The International Statistical Classification of Diseases and Related Health Problems”, der udgives af Verdenssundhedsorganisationen http://www.who.int/classifications/icd/en/

 

                En opgavevejledning til biologiopgaven 2017 kan findes her - Opgavevejledning 2017

Relevante links og materialer kan findes her - Vejledninger og Materialer 

Hent konkurrenceinformationerne her

Opgaven kan downloades i PDF format her - Biologiopgaven 2017

 

You are about to leave drughunters.dk